del dette indlæg

Sidder man i en bestyrelse eller arbejder man i en bestyrelse? Hvordan håndterer I som bestyrelse rollen som arbejdsgiver og det ansvar som følger med? Hvilke aftaler har bestyrelsen for at sikre, at I lever op til kravene om god selskabsledelse? Hvilke aftaler har I om godt samarbejde i bestyrelsen?

 

Disse spørgsmål er centrale i mine drøftelser med bestyrelsesmedlemmer for foreninger og selvejende faciliteter i forbindelse med vores kurser og udviklingsprocesser.

Men skal man overhovedet tale om sådanne emner? Er det ikke bare med til at skræmme de få væk, som stadig er klar til at lave frivilligt arbejde? Skal vi nu til at tale om bestyrelsesarbejde som om vi er virksomheder?

Her må jeg bare sige – ja det skal vi faktisk. For med væksten af store foreninger, klubber og faciliteter med ansatte og store økonomier er der ingen eller kun meget lille forskel på den opgave og det ansvar, man sidder med som bestyrelsesmedlem.

Og det er langt værre ikke at have styr på de basale aftaler i bestyrelsen omkring de tre centrale bestyrelsesopgaver:

  • at sikre den rette organisering og ledelse af organisationen
  • at formulere en plan for en positiv udvikling af organisationen
  • at sikre tilstrækkelige procedurer, der skal forhindre uhensigtsmæssig adfærd

For tre uger siden, valgte Odense Kommune at stævne bestyrelsesmedlemmer i foreningen Odense Øvelokaleforening i en sag om forkerte indberetninger af medlemstal. https://www.tv2fyn.dk/nyheder/09-10-2024/1930/1930-09-okt-2024?clip=c7d59f8e-4464-4648-b646-796ab7f27538.

Jeg kan på ingen måde vurdere den konkrete sag, som på alle måder virker ulykkelig for de involverede. Men den peger præcist ind i, at vi på alle områder af idræts- og kulturområdet har frivillige / ulønnede / folkevalgte bestyrelsesmedlemmer med ansvar for ofte ganske store økonomier og ansatte. Dem skylder vi i den grad at klæde bedre på til opgaven, hvis det også i fremtiden skal være muligt at finde bestyrelsesmedlemmer.

Jeg mener, at hele idræts- og kulturbranchen har et stort behov for at erkende, at den kommercielle udvikling betyder behov for at blive langt mere tydelig i brug af de rette definitioner og afklaring af hvilken type bestyrelse man er en del af. Og at afklare opgaver, ansvar og kompetencekrav til bestyrelsesmedlemmer.

Udviklingen har skabt store forskelle på bestyrelser, de opgaver og ansvar man sidder med som bestyrelsesmedlem. En fælles forståelse af hvilken type af bestyrelse man er en del af og den gensidige forventningsafstemning, er et afgørende vigtigt udgangspunkt for alle bestyrelser.

Vi skal især i de større klubber og faciliteter væk fra at tale om frivillige bestyrelser. Det begreb udvander forståelsen af hvad det vil sige at være bestyrelsesmedlem. Vi skal i højere grad tale om ulønnede folkevalgte bestyrelser med et ansvar for at løse bestyrelsesopgaven. Mindre om interessebåret- og mere om kompetencebåret deltagelse.

Det skylder vi de mange fantastiske bestyrelsesmedlemmer, som hver dag gør en kæmpe indsats og påtager sig et stort ansvar til gavn for andre i landets mange klubber, organisationer og selvejende institutioner.

Viborg 01.11.2024

Klaus Frejo

Direktør

Idrættens Udviklingscenter

 

Realterede indlæg

Tilmeld dig vores nyhedsbrev